23948sdkhjf

Festen forbi? Danske bookmakere tjener mindre på betting

For første gang siden liberaliseringen af det danske spillemarked 2012 falder bookmakernes indtjening på sportsbetting.
For første gang i fire år må bookmakerne notere et fald i indtægterne på sportsvæddemål ifølge tal fra Spillemyndigheden. Spilleselskabernes overskud er således faldet syv procent i årets tredje kvartal sammenlignet med samme kvartal sidste år. Det skriver onlinemediet BetXpert.

Det er første gang siden liberaliseringen af det danske spillemarked i 2012, at danskerne nu taber mindre.

Opbremsningen får dog ikke Morten Rønde, direktør for bookmakernes brancheorganisation DOGA, til at ryste på hånden.

- Bookmakernes overskud fra sportsbetting er steget rigtig meget de seneste år. Vi har oplevet vækstrater på 15-25 procent fra år til år. Det har måske skabt en forventning om, at indtjeningen vil fortsætte med at stige hele tiden, siger han til BetXpert.

- Men min erfaring med spillebranchen er, at udviklingen kommer lidt i bølger. De sidste to år har været båret af en voldsom vækst indenfor især livebetting og mobilspil, som næppe kan blive ved. Jeg tror, at vi vil se bookmakerne udvikle nye bettingprodukter i de kommende år, som igen vil drive udviklingen fremad, siger Morten Rønde til BetXpert.

Bookmakernes overskud fra betting – også kaldet bruttospilleindtægten (BSI) – var i månederne juli-september 2016 på 520 mio. kr. Det er 40 mio. kr. mindre end for den tilsvarende periode sidste år.

Hos Unibet, der sammen med bet365 og Danske Spil regnes for de største licensbookmakere herhjemme, har de ikke mærket til faldet i tredje kvartal.

De beskriver deres år som "ganske fornuftigt" og ser fortsat vækstpotentiale i det danske bettingmarked.

- Det er klart, at bettingmarkedet ikke kan blive ved med at gå opad. På et tidspunkt vil det nå et mætningspunkt, men vi mener, at der stadig er mulighed for at øge indtjeningen. Vi ser fortrøstningsfuldt på fremtiden, siger Per Marxen, pressechef hos Unibet.

Det skyldes ikke mindst et benhårdt marked, hvor de store udbydere bliver stærkere, mens flere af de små bookmakere opgiver at drive virksomhed og kaster håndklædet i ringen.

Sidste år trak den store britiske bookmaker Ladbrokes sig fra det danske marked. I år er Mermaidbet, Partybets, Tonybet gået samme vej. Scandicbet og Sportingbet har også trukket sig, men er istedet byttet ud med bwin. Alle tre brands er en del af GVC Holdings PLC.

- Konkurrencen på bettingmarkedet er stor i Danmark, og de lovgivningsmæssige krav og den høje skatteprocent gør, at mange bookmakere trækker følehornene til sig, fordi vilkårene ikke er attraktive nok. Det betyder, at det kun er de allerstørste, der overlever, siger Per Marxen til BetXpert.

Spillemyndigheden har udstedt 15 tilladelser til at udbyde væddemål i Danmark.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078